Forum Vojens er en forening, der har som mål at styrke og synliggøre Vojens som attraktiv by for handel, erhverv og bosætning. Forum Vojens er stiftet i 2015 i forlængelse af Vision Vojens, der var et lokalt forankret udviklingsprojekt nedsat af Byrådet ved og faciliteteret af Haderslev Kommune.

Grundlaget for vækst og udvikling
Vojens har en unik placering tæt på to store hovedveje (Ribe-Haderslev og Billund-Aabenraa), jernbane og lufthavn. Fra Vojens er der  hurtig adgang til E45 og også den kommende Hærvejsmotorvej, når og hvis den kommer.

Gennemførelsen af Vision Vojens skal gøre byen og dens opland endnu mere attraktiv i forhold til indkøb, skole, sport, fritid, kultur, bymidte, grønne områder og konkurrencedygtige boligpriser.

Videreudviklingen af infrastrukturen vil gøre det hurtigere og lettere at pendle til og fra byen og de mange store og små virksomheder og over 300.000 arbejdspladser, der ligger inden for en times transport med bil, bus eller tog.

Grundlaget for Vojens som bosætningsby, man pendler ud fra, er dermed skabt for fremtidens dynamiske arbejdsmarked med en stor andel af konsulenter og medarbejdere med hjemmearbejdsplads.

En udvikling af infrastrukturen og tiltrækningen af kvalificeret arbejdskraft skaber grundlag for tiltrækning af investorer inden for ejendoms- og erhvervsudvikling.

Og endelig vil væksten i indbyggere øge grundlaget for vækst og udvikling af byens detailhandel, men sidst men ikke mindst øge skattegrundlaget for Haderslev Kommune.

Vores virke
Forum Vojens skal primært udfylde to roller:

  1. At sikre en samlet repræsentation af borgere, foreninger, virksomheder og institutioner – internt såvel som over for eksterne interessenter og samarbejdspartnere, herunder offentlige myndigheder.
  1. At realisere den langsigtede Vision Vojens , som skal gøre Vojens og opland til en attraktiv by for bosætning og pendling.

Med den rolle Forum Vojens forventes at spille, er der ingen kortsigtede løsninger. Det kommer til at tage mange år at få realiseret Vision Vojens, som skitserer omfattende løsninger på de udfordringer, vi står overfor.

Forum Vojens bør derfor ses som et projekt, hvor det primært drejer sig om at få sat gang i en proces, der skal nå nogle langsigtede mål for byens vækst og udvikling.

Projektet kræver at vi er i stand til at tiltrække og fungere som en katalysator for de muligheder, der løbende opstår. Kommunale midler gør det ikke alene. Gennemførelsen af Vision Vojens kræver, at vi er i stand til at tiltrække investeringer udefra.

Det kræver synlighed, veldefinerede langsigtede mål, troværdig organisering og planlægning, lokal politisk opbakning og vilje til forandring, vækst og udvikling.

Forum Vojens er opmærksom på, at der også skal ske konkrete og synlige tiltag på kort sigt – og at dette ikke skal ske  inden for rammerne af traditionelle kommunale serviceopgaver.

Økonomi
Haderslev Kommune har afsat 1,5 mio. kr. i 2016 og 2,0 mio. kr. i 2017 til Forum Vojens og vores søsterforening Vision Gram. For 2016 er bevilget 900.000 kr. til Forum Vojens og 600.000 til Vision Gram. Fordelingen mellem Vojens og Gram for 2017 forventes at ske sidst i 2016.

Midlerne kan anvendes bredt. Forum Vojens har besluttet at følge to grundprincipper for anvendelse af pengene:

  1. Borgernært og synligt.
  2. Som katalysator for realiseringen af store, langsigtede projekter i henhold til VisionVojens.

Der anvendes herudover et mindre beløb til drift af foreningen, herunder administration, mødeaktiviteter, hjemmeside mv. Bestyrelsen og de frivilllige arbejder ulønnet og modtager ikke honorarer eller diæter for deres virke.

Historien
Forum Vojens udspringer oprindeligt fra et ønske blandt en gruppe lokale ildsjæle fra byens skoler, daginstitutioner og foreningsliv om at få sat opførelsen af en ny skole på dagsordenen.

Gruppen ser, at byen har et behov, der rækker længere end opførelsen af en ny skole. Der bliver peget på en helhedsplan for byudvikling og investeringer.

Gruppen navngiver sig derfor Initiativgruppen Helhedsplan Vojens med henblik på at få dette synliggjort og på dagsordenen, Et  debatmøde i SE Arena har deltagelse af over 300 borgere.

På dette møde opfordres Haderslev Kommune til at støtte op om at få udfærdiget en helhedsplan for Vojens fremtidige udvikling.

I de følgende måneder arbejder Initiativgruppen Helhedsplan Vojens og Haderslev Kommune videre med planerne og afholder endnu et borgermøde i SE Arena den 23. oktober 2013, hvor ca. 150 borgere fremlægger over 300 forslag at arbejde videre med i en vision for Vojens.

Den 27. februar 2014 nedsætter Byrådet et §17 stk. 4 udvalg. Udvalget navngives VisionVojens og der nedsættes en styregruppe med repræsentanter fra Byrådet, forvaltningen og repræsentanter fra Initiativgruppen, der de følgende 12-15 måneder sammen med 40-50 frivillige ildsjæle arbejder med udfærdigelsen af Helhedsplanen Vision Vojens.

I VisionVojens lægges endvidere op til etableringen af en forening, der dels skal repræsentere byen bredt, dels sikre det fortsatte arbejde med at realisere Vision Vojens.

VisionVojens og oplægget på den fremadrettede organisering præsenteres på et borgermøde i SE Arena den 2. juni 2015 og fremlægges overfor Byrådet i Haderslev Kommune den 1. september 2015, der enstemmigt godkender oplægget.

En tilsvarende proces er i gang i Gram under navnet Vision Gram. Byrådet beslutter endvidere at afsætte ressourcer til de to byer med henblik på at påbegynde en realisering af projekterne i visionerne for de to byer.

Forum Vojens etableres på en stiftende generalforsamling den 16. september 2015.

I Gram er taget en tilsvarende beslutning om at etablere en forening, der etableres på en stiftende generalforsamling den 10. december 2015 under navnet Vision Gram.